Hvordan foregår en behandling?

Når du kommer til en behandling, begynder vi med at tale lidt om, hvordan du har det lige nu og her, og hvad jeg kan gøre for dig.

Herefter kommer du på briksen og lægger dig på ryggen; du ligger under et tæppe iført undertøj (læs mere under ‘praktisk’). Du kan altid bede om et ekstra tæppe, hvis du fryser. Det er helt almindeligt at komme til at fryse mere undervejs, da din energi bliver vendt mod organerne.

Selve behandlingen er en kombination af muskelmassage, ledbevægelse/ledfrigørelse og åndedrætsteknikker.

En behandling kommer gennem hele eller det meste af kroppen – også hvis du kommer med et konkret problemområde. Det er der flere grunde til.

For det første skal hele kroppen pulseres for at øge gennemstrømningen af lymfe og hjælpe kroppen til at helbrede sig selv.

For det andet kan et symptom (f.eks. ondt i lænden) stamme fra en ubalance et andet sted i kroppen.

For det tredje er der flere steder i kroppen, hvor tryk eller pulseringer kan løsne et problem i eksempelvis lænden, det kan være på læggen eller under foden.

Hvor meget af behandlingen, der foregår liggende på ryggen, og hvor meget der foregår liggende på maven, afhænger af, hvad vi skal arbejde med. Men en behandling vil altid komme rundt på forskellige steder af kroppen og arbejde med dine problematikker og behov fra flere vinkler. Det er derfor ikke sikkert, der bruges helt samme teknikker hver gang.

Det er almindeligt at føle sig meget afslappet, let svimmel og træt efter en behandling. Sørg for at drikke rigeligt med vand resten af dagen, da kroppen skal af med de frigivne affaldsstoffer.